En onsdag eftermiddag bliver jeg passet op på kontoret af en grønlandsk kollega som fortæller at hun og to venner skal en tur over på Sermitsiaq og vandre op på toppen i løbet af weekenden. Nærmest henkastet spørger hun om jeg vil med? Jeg tænker: “Sermitsiaq. Det er jo once in a lifetime mulighed for at komme op på Nuuks vartegn. Jeg skal med!”, og uden at vide ret meget mere siger jeg “Jatak”. Helt overrasket svarer min kollega med et “….ok. Fedt!”. Sermitsiaq er et fjeld som ligger på en ø ved samme navn 10 km fra Nuuk. Det er 1.215m højt, og kan være ret teknisk at bestige afhængigt af rute. Det ved jeg så nu….
Vi mødes den efterfølgende fredag, Gunilla, Mathias, Alexander og mig for at planlægge de nærmere detaljer med indkøb, telte, udstyr og transport. Særligt hæfter jeg mig her i retrospekt ved at vi talte om hvorvidt vi skulle have klatreudstyr med. Min primære kommentar var med vantro i stemmen “Er det en teknisk bestigning vi skal ud på?”, hvortil der blev svaret “Nej, nej, man behøver ikke noget særligt udstyr. Klatreudstyret fik lov til at blive hjemme, sammen med eventuelle sikkerhedsforanstaltninger.
Udsigten ind over Nuuk fjorden, med Nuuk i forgrunden og Sermitsiaq i baggrunden.
Vi havde hyret en anden kollega, Aningo, med båd, til at sejle os over til Sermitsiaq fredag aften, og lade os hente søndag til middag.
Den dejlige både i Sermitsiaqs lille bugt
Planen var at vi skulle vandre ca. halvvejs op før mørket faldt på, og dermed være klar til at vandre de resterende 600m op den efterfølgende morgen. Det virkede som en rigtig god plan, men relativt hurtigt udviklede det sig til et kapløb med tiden om at nå vores camp site inden mørket faldt på. Meget hurtigt gik det op for mig at vandring med 15 kg på ryggen er noget andet end når man blot render rundt med en vandflaske. Og efter ikke særligt langt tid gik det op for mig at KLATRING med 15 kg på ryggen er en hel del mere vanskesligt end når man ikke har baggage med. Der var passager hvor jeg ikke kunne komme op uden at få en hånd til støtte, og der var andre passager hvor jeg kunne mærke at vand og grus gjorde underlaget glat og farligt. Allerede nu begyndte jeg at få en mistanke om at jeg måske havde rodet mig ud i noget som jeg ikke var helt forberedt på.
Fredag aftens vandring op til gletchersøen i 600m højde, hvor vi skulle overnatte i telt.
Da mørket faldt på, var vi stadig 50 højdemeter fra teltpladsen. Vi havde ca. 30 minutters vandring/klatring endnu før vi kunne slå teltene op, og det var lidt noget møg. Og da vi endelig kom op til gletchersøen hvor vi skulle campere, havde vi mistet en i troppen. Alexander var gået i forvejen for at finde den bedste rute op over en vanskelig passage, og var nu forsvundet. Vi tændte vores medbragte lygter og begyndte at kalde ud i mørket, men uden at få svar. Det var ret skræmmende, for man har indtryk af at lyden kan høres langt omkring. Der gik vist mange ubehagelige tanker igennem hovedet på os i de minutter det stod på, men heldigvis hørte Alexander vores kalden efter 10 minutter, og kunne ved hjælp af vores lygter finde frem til os igen. Nu var der fuldstændigt sort og man kunne ikke se uden sin lygte. Jeg havde min mobiltelefon som lygte, da jeg forinden var overbevist om at vi ikke ville rode os ud i den slags situationer, men der tog jeg fejl. Min telefon leverer dog en imponerende omgang lumen, så helt skidt var det ikke, men det suger jo noget strøm, som jeg helst skulle gemme lidt på.
Vi fandt i mørket en passende teltplads, fik slået teltene op ved hjælp af lygterne, og fik pakket vores soveposer ud. Vi var vist alle lidt trætte, men vi havde jo proviant med, og blev enige om at finde primussen frem og lave mad så vi havde batterierne fyldt op til morgendagens kommende strabasser.
Madlavning i bælgmørke over primus – Gunilla til venstre og “genfundne” Alexander til højre.
Den aften var der det mest magiske nordlys man kunne ønske sig, fra horisont til horisont. Jeg fik taget en række billeder, som er vist i et tidligere blogindlæg hvis du ikke allerede har set dem.
Nu hvor vi ikke møvede os op af en bjergside og nu hvor teltene var slået op, så begyndte kulden at melde sig. Temperaturen faldt til omkring -5 grader og det var vanskeligt at opholde sig udenfor teltene. Vi søgte imod soveposerne, og jeg konstaterede at hverken telt eller sovepose helt kunne følge med udendørstemperaturen. Jeg tog mere tøj på, og lidt hjalp det da, men den nat fik jeg ikke sovet meget. Jeg har derfor svoret at jeg ikke skal overnatte udenfor i Grønland igen, før jeg har en sovepose af arktisk kaliber.
Næste morgen stod vi op, veludhvilede vil være meget forkert tillægsord i den her sammenhæng, men alligevel friske på dagens kommende udfordring – Erobring af Sermitsiaq!
Vi blev belønnede med en meget smuk solopgang oppe i højden ud over Nuuks fjorde.
Solen på vej op set fra gletchersøen i 600m højde
Primussen blev fundet frem igen, og Gunilla lavede havregrød til hele holdet efter sin egen opskrift. Havregryn, vand og MASSER af M&Ms. Meget specielt men ikke helt skidt 🙂
Nu blev der holdt råd om hvilken rute vi skulle vælge op ad bjerget. Alexander og Mathias var klart de mest erfarne bjergbestigere – læs: Claus har zero erfaring. Derfor fik de to også lov til at bestemme ruten, og deres holdning var langt hen af vejen at den direkte rute som regel er den bedste. Ingen svinkeærinder for at finde mindre stejle passager. Så afsted med os, op, op, op!
De sidste 600m set fra teltpladsen
Vi lod teltplads og rygsække blive, og pakkede kun lidt fornødenheder og et kamera i mindre tasker. Ret hurtigt blev det meget stejlt. Vores hænder var hele tiden i brug, og på intet tidspunkt kunne man gå videre til næste punkt. Hele tiden skulle man hæve sig selv op på næste afsats, og man kunne ikke læne sig bagud, for så faldt man ned. Mine tanker gik længselsfuldt tilbage til vores diskussion omkring klatreudtyr, reb og anden sikkerhedsudstyr, som på ingen måde ville have været malplaceret. Muligvis er der ruter op på toppen som ikke har teknisk bjergbestigningskarakter, men når man tager den direkte rute op, så kommer vores strabasser så rigeligt indenfor bjergbestigning af teknisk karakter.
Efter ca. 200 meter kom vi til en passage som en kløft som mest af alt gik opad. Den havde nogle fornuftige holdepunkter for vores klatring, men dog også med en del løse sten. Vi blev enige om at det her var vigtigt at holde os meget tæt på hinanden, så vi kunne hjælpe hinanden, men også sådan at en sten som blev revet løs af den foreste, ikke ville nå at samle fart eller følgesten til at gøre nævneværdig skade. Og meget hurtigt fik vi bevist vigtigheden af netop den strategi. Alexander klatrede lige lidt i forvejen, men fik revet en 20x40x20 cm sten fri, som tumler lodret ned mod resten af gruppen. Mathias og jeg fik smidt os ud til hver side af kløftens sider, mens at stenen farede forbi Gunilla. Det kunne have gået grueligt galt.
Vi delte os nu op i to hold, for at være mindre udsatte fra netop nedfaldne sten, og vi sørge for at være skævt placeret i forhold til hinanden, så en nedfalden sten ikke ville ramme den nedenunden. Og igen søgte vi at være maks 1 meter bag fra hinanden. Turen op af bjergsiden gik yderligere op, og af og til blev det også til lidt pause hvor vi kunne nyde udsigten.
En pause med skøn udsigt. I baggrunden kan man ane Nuuk ca. 10 km væk og 900 højdemeter lavere.
Men vi skulle hele vejen op, så videre gik det. Mange gange følte jeg at nu havde jeg nået grænsen for hvad jeg ville være med til rent sikkerhedsmæssigt, men Mathias og Alexander var gode til at vise nye teknikker til at forcere særligt svære passager, og højere og højere gik det støt og roligt. Der kom ikke flere store nedfaldne sten, og hen imod toppen begyndte bjerget at flade lidt mere ud.
Nu er vi snart ved at nå toppen, og det er ikke længere så stejlt. Hvis man skulle glide her, så ville man ikke falde ned af hele bjerget, som man ville på noget af det tidligere forcerede klippe,
Og endelige efter mange strabasser nåede vi toppen! Og sikke en udsigt. Og det bedste var næsten af vi havde taget frokost og iskolde cola’er med. Det var nydelse!!!
Klatreholdet på toppen af Sermitsiaq ved den gamle varde
Vejret var helt fantastisk. Næsten ikke en sky, og ikke en vind rørte der sig i 1.215 meters højde. Helt fantastisk! Oppe på toppen står en varde. I varden fandt vi et syltetøjsglad med en gammel bog i. I bogen havde alle tidligere erobrerer skrevet sig ind, og vi kunne se at den første besked var skrevet i 1972. Vi skrev os troligt ind i bogen, og kunne se at det var 2 måneder siden der sidst havde været besøg.
Indlægget er skrevet i en skøn blanding af grønlandsk og engelsk. Jeg ved desværre ikke rigtig hvad der står på grønlandsk 🙂
Vi blev rigtig belønnet med flotte billedlandskaber oppe fra toppen.
Skyer som presses op over bjergkammen. På bagsiden af Sermitsiaq kan man se dens døde gletcher.
Claus på toppen!
Nuuk fjorden set fra toppen af Sermitsiaq. I højre side kan man se den markante spids som mange fejlagtigt tror er det højeste punkt. Det kan man tydeligt se fra den her vinkel.
Turen nedad var ikke helt så vanskelig som turen op, og det gik også en del hurtigere. Mange passager lod jeg mig glide ned, og mine jeans blev slemt slidte i processen.
Vi kom ned til teltpladsen igen ca. kl 15. Jeg stak mine fødder i den iskolde gletchersø og fik kølet fødderne. Det var skønt! Så længe solen var på, så var temperaturen ikke noget problem. Vi fik et par dejligt svale øl, og fik lavet noget tidligt aftensmad. Vi havde stadig to timer foran os, med turen ned til stranden hvor båden ville vente på os kl 20. Vi fik pakket sammen og begav os ud på den sidste del af turen.
Med rygsækken lidt lettere af den spiste mad, men med meget trætte ben på vej væk fra teltpladsen og imod den sidste nedfart.
Kl 19.55 nåede vi alle ned til stranden hvor Aningo ventede på os med sin båd. Vandet var helt stille og solen var så småt ved at nå den nedre del af horisonten med smukke farver til følge. Sikkert ombord på båden fandt vi whiskey og Black Russian frem og drak vores medbragte herligheder. Det var en fest og en skøn følelse af at have flyttet grænser, overvundet og triumferet over noget som måske lige så godt kunne have gået den anden vej.
Jeg har bestemt mig for at næste eventyr skal være fjelde/bjerge som ikke er i den kaliber, så ikke nogen livstruende bjergbestigninger lige med det samme igen.
Den samlede rute til toppen
andersenaagaard 