Dash 8, Dash 7 og Bell 212

Så er jeg hjemme efter en kort rejse over indlandsisen til Tasiilaq!

Og på vej derover fløj jeg med en dash 8 til Kulusuk og videre med en Bell 212 helikopter til Tasiilaq, turen tilbage var med samme helikopter og så en dash 7.

Og ja, det var en spændende oplevelse at flyve med helikopter!

Vinteren er nået til østgrønland og Tasiilaq, som ligger lidt højere nord på end Nuuk. Der var sne overalt, og det sneede også en del mens vi var der. Børn lejede på små hundeslæder på de meget stejle veje i byen, folk kører i firhjulstrækkere eller på snescooter eller APV. Og mens man venter på at det bliver rigtig vinter, hvor fjorden fryser til og man kan køre med hundeslæde, kan hundeslæderne bl.a bruges som alternativ til barnevogn og til at transportere indkøb på.

Vi havde to travle fuldt optagede dage, med arbejde og hilse på en masse kolleger, så det blev ikke til meget turisttur. Men jeg har da taget et par enkelte billeder jeg gerne vil vise. Det er dejligt at være hjemme igen, men Nuuk ser faktisk ret grå og trist ud, i forhold til en fin by der er helt hvid.

Jeg rejste sammen med min gode kollega Tugdlerúnak og i går aftes besøgte vi Elvira, som er Tupernas mor (Tuperna – god veninde fra Århus). Og der smagte jeg lige på nr. 2 grønlandsk proviant. (Min første var rå sælnyre) og nu har jeg så også smagt marsvin-mattak (Udtales maddæk og er rå hvalhud med lidt af fedtet under – grønlandsk flæskesvær, bare råt). Jeg vil ikke sige at jeg synes det smager fantastisk endnu, men jeg er fuld opsat på at jeg skal vende mig til det, og måske en dag også synes at det er en delikatesse, som de indfødte synes 🙂

Her lidt vinterbilleder:

Man kan ikke flyve til Tasiilaq, da byen ligger helt omgivet af høje bjerge. Så man flyver til Kulusuk, som er en lille bygd på en ø, hvor amerikanerne også i sin tid byggede en base, som vi så kan benytte os af i dag. Fra Kulusuk flyver man så videre til Tasiilaq med helikopter.

Vi ankom til Kulusuk hvor det var ved at blæse op og begynde at sne. Så de sendte det sidste fly mod Nuuk den dag, og vi var glade for at være nået frem, og heldigvis kunne helikopteren godt nå at flyve os til Tasiilaq før vejret blev for dårligt.

Vi boede i en af kommunens personaleboliger som står ledig lige for tiden. Det var sjovt at der var helt de samme møbler som i vores lejlighed her i Nuuk. Vi boede meget centralt og have en smuk udsigt.

Det var min udsigt fra mit soveværelse. Det var så flot da solen stod op og skinnede på bjergtinderne.

Vi kunne lige nå et par billeder i det flotte lys om morgenen, før vi skulle på arbejde på rådhuset hele dagen. Solen skinner på bjergene i baggrunden, men det blæste en iskold vind, og var hundekoldt!

Fredag aften da vi var færdige med arbejde kl. 16, skulle vi nå at være turister, og smuttede forbi turistbureauet som også har en fin butik med lokal smykkekunst mm. Vi var kun lige kommet ind, da vi kunne høre høje råb og se fyrværkeri uden for butikken. Manden bag disken råbte “Så sejler det sidste skib, skynd jer ud og se” Så vi løb ud, og manden fulgte efter og låste butikken. Og lidt nede af gaden var der fin udsigt over havnen og fjorden, og der kunne vi se det store Royal Artic Line-skib sejle langsomt ud. Der blev fyret fyrværkeri af fra skibet og inde fra land og en masse mennesker var mødt op for at kigge og vinke og børnene råbte og grinede. Det var en fin oplevelse. Det sidste skib betyder, at nu kommer der først skib igen til juli-august når fjorden er blevet isfri igen. Dvs. fra nu af får de ikke andre varer end den smule der kan komme med fly en gang i mellem! Mit kamera ville ikke helt samarbejde, så jeg har ingen billeder derfra, men det var en rigtig god oplevelse, hvor der var en helt særlig stemning.

Så fløj vi hjem igen i morges. Og vejret var heldigvis med os, og vi fulgte tidsplanen. Vejret er en ekstrem vigtig faktor herude!

Udsigten fra heliporten i Tasiilaq. To fiskekuttere der venter på ophugning og slædehunde godt kamoufleret og spredt ud over landskabet.

Og så kom den flotte helikopter og fløj os til lufthavnen i Kulusuk. Det blæste en del mere end da vi kom, så der var en del lufthuller og hoppen og og ned i den lille helikopter. Der er noget sejt ved at flyve med helikopter, men jeg tror alligevel at jeg føler mig lidt mere sikker i en flyvemaskine 🙂

Men man kan tage nogen fine billeder oppefra og man har en meget bedre udsigt end fra et fly.

Her er byen set fra oven. Der bor ca. 1800 mennesker i den lille by spredt ud for foden af høje fjelde.

Og så ankom vi fint til Kulusuk. Der er plads til 10 mennesker i sådan en bell 212 inkl. de to pladser til piloterne.

Og nu har vi lige en søndag før arbejdsugen begynder igen. Hvis vejret bliver godt i morgen tager vi nok en tur op på en af Malenerne, hvor sneen er mere eller mindre helt forsvundet igen.

Farvel her fra

Kærlig hilsen Hanne

Atuarpunga…

Så har jeg lært grønlandsk i en uge, og nu er jeg tilbage i Nuuk, i en tom lejlighed for Claus er taget på rensdyrjagt. Jeg ville rigtig gerne have været med, men de tog afsted i går eftermiddags før jeg nåede tilbage til Nuuk.

Atuarpunga kan betyde følgende: jeg læser, jeg læste, jeg går i skole, jeg gik i skole, jeg laver lektier, jeg lavede lektier. Og alt efter hvornår og hvordan og med hvem, kan verbet bøjes på mange mange mange forskellige måder. Så let er det 🙂

Jeg har lært rigtig meget og det er rigtig spændende og samtidigt er der meget meget langt endnu. Men jeg glæder mig til at afprøve, hvad jeg har lært, på mine kolleger på mandag.

 

Sisimiut er en dejlig by, og flottere end Nuuk. Faktisk kunne jeg godt bo der, selvom det kun er en by med ca. 5.500 indbyggere. Men der er smukt, og byen er også hyggeligere end Nuuk. Og så er der slædehunde over alt 🙂

Forhåbentlig skal jeg tilbage og tage modul 2 i grønlandsk til foråret, og så får jeg set byen i sne, og evt. prøvet en slædehundetur 🙂

Nu skal jeg fortsætte grønlandsk over nettet, og ved samtaler med mine kolleger. Og jeg er meget opsat på at blive bedre og bedre, selvom en del danskere siger det er næsten umuligt.

 

Jeg var afsted med to af mine kolleger her fra kommunen, som jeg dog ikke kendte særlig godt før vi tog afsted. Vi kom med fly til Sisimiut allerede om lørdagen, fordi der kun går ét fly i weekenden. Så jeg brugte søndagen på at gå den lange tur op til toppen af Nasaasaaq (Kællingehætten), som er 784 m. høj og det højeste fjeld ved Sisimiut. Det var en lang hård tur, sammen med min 60-årige kollega, Helle. Meget stejlt til tider, og min højdeskræk blev i den grad udfordret!

Vi valgte den middelsvære, som alle andre kaldte den.

Der var først en lang gåtur ud til fjeldet. Først langs en smuk drikkevandssø, og så ind i en grøn og frodig dal, med masser af dejligt frisks rindende vand. Før den lange opstigning begyndte. Flere steder var der meget stejlt, meget smalt og/eller meget løs jord og småsten. Så mit hjerte sad oppe i halsen og min højdeskræk var i alarm. (Jeg synes det er fedt at vandre og se smukke udsigter, så de her ture er samtidigt et middel til at overvinde den forbandede højdeskræk!)

Drikkevandssøen

Højt oppe. Med smuk udsigt.

Og pludselig så Sisimiut meget lille ud 🙂

Flot udsigt ned til Sisimiut, der ser meget lille ud.

Og her kan man se den store lufthavn i Sisimiut!!

Lige før man skal gå de sidste 80-100 meter op, er der et stort plateau. Her stoppede min kollega, som ellers er en frisk dejlig kvinde på 60. Men hun var lidt nervøs for om hun kunne klare hele turen ned, hvis hun gik det sidste stykke op. Jeg villle ikke tage turen alene, så jeg var heldig at der dukkede en lille gruppe grønlændere op, som gerne ville følges med mig.

Det er kællingehætten! Og der er stadig ca. 80-100 meter op!

Med seks grønlændere som bare stormede afsted, hvor jeg bare skulle følge efter og gøre som dem, havde min højdeskræk slet ikke tid til at slå ud, så jeg kom nemt og hurtigt op. Og det betød at hele nedturen også gik nemmere, fordi jeg lige havde klaret det sværeste stykke rigtig godt sammen med nogle rutinerede vandrere/klatrere.

Så er jeg helt oppe! 784 m. over havet!

Der var ligesom tre små toppe øverst oppe, og jeg stod på de to højeste.

Og så havde grønlænderne taget hammer og mejsel med op i rygsækken, så alle inkl. mig hakkede vi vores initialer i klippen!

Der var tre små spidser, her står jeg på den anden. Der var utrolig smuk udsigt 🙂

Her bliver der skrevet navne i klippen. Jeg håber at komme tilbage en anden gang, meget gerne sammen med Claus.

Og så gik turen ellers ned igen. Nu med smukke farver fra den nedadgående sol. Vi tog afsted kl. 8 om morgenen og var først tilbage kl. 19.30, havde gået 25 km. og var godt trætte. Sømandshjemmet vi boede på, serverede kun mad indtil kl. 19. Så vi stoppede på en restaurant og fik fin moskusokse-bøf med lækkert tilbehør. Det var en god afslutning på den dag.

Turen ned igen, nu med smukt lys fra en nedadgående sol. Her er det en af de bedre stier på turen.

Velfortjent god middag på Restaurant Nasaasaaq.

Jeg har lidt flere billeder. Det må blive i morgen.

Kærlig hilsen Hanne